Kolonnekørsel - Håndtegn

Kolonne Kørsel
Regler for kolonne kørsel på MC



Man indtager en såkaldt zig-zag formation ved at første MC lægger sig i venstre side af vognbanen, anden MC i højre side, tredje MC i venstre osv. (se ill.).


Denne formation giver bedre udsyn/overblik, længere bremselængde og mulighed for at undvige til siden. At kunne undvige til siden er vigtigt hvis der pludseligt dukker en forhindring op, men også hvis man skal bruge lidt ekstra plads, fordi man er kommet for hurtigt ind i et sving.


Du skal hele tiden holde passende afstand til MC’en skråt foran dig, således at vedkommende kan undvige til siden uden at skulle kigge efter dig - du skal faktisk helst “være i hans spejl” hele tiden. Hold altid din plads i kolonnen under kørsel. Får du lyst til at skifte plads, så gør det under en pause. Skulle der opstå et “hul” i kolonnen fyldes det op ved at den/de bagved kørende i samme side kører en plads frem, og sidste MC skifter eventuelt side. Hvis du opdager en forhindring (dyb rist, parkeret bil, løst grus el.lign.) f.eks. i højre side, peger du ned til højre med en arm eller et ben (eller du blinker til venstre) for at advare den bagved kørende.

Vedkommende laver også advarselstegnet osv. - på denne måde bliver alle de bagved kørende efterhånden advaret om forhindringen.


Når man skal standse, f.eks. ved et vejkryds, klapper man zig-zag formationen sammen, ved at “højre” kører op på siden af “venstre”. Derved bliver kolonnen kortere, og alle får bedre udsyn. Desuden bliver det lettere for kolonnen at komme i gang igen og komme samlet af sted. Normalt vil hjælpekørere sørge for, at der er fri passage i samtlige kryds. Forrest i kolonnen kører lederen, der bestemmer rute og hastighed - vedkommende må ikke overhales.


Er du ikke fortrolig med kolonne kørsel, så vælg en plads fremme i kolonnen, da tempoet er mere jævnt i den forreste del. Bagerst kører en “opsamler”, som stopper og hjælper hvis nogen får problemer på turen.

God fornøjelse!



Håndtegn!


Det er primært Road Captain som giver håndtegn. De videregives gennem kolonnen.
Primært med venstre hånd. Vi arbejder med følgende håndtegn.


1 finger i vejret betyder kørsel i enkelt kolonne.
2 fingre i vejret betyder kørsel i dobbelt kolonne.
1 finger som peger ned og roterer betyder grus, sten eller huller i vejbanen.
Venstre hånd op betyder stop.
Flad vandret hånd som hæves og sænkes betyder, sæt farten ned og/eller vær
opmærksom.


En hånd der vinker – er bare en hilsen